Det kom en mail - æ'kke det hæ'li?

Det kom en mail i dag fra Connie – jeg har ingen aning om hvem Connie er men her kommer mailen:

Jeg så, at du i bloggen d. 7. august funderer du over, hvordan du skal få Ida til at gå langt nok ud.

En god måde at træne det på er at lade dummierne falde på samme sted og i stedet rykke hunden længere væk. Så skal hunden gå fra det ukendte til det kendte og ikke omvendt, og det er specielt en fordel for en ung hund, der skal opbygge sin erfaring og selvtillid.

Dummien skal falde ved et punkt i terrænnet, hvor hunden har let ved at markere den, f.eks. foran et træ eller en busk. Start på en afstand, hvor du er sikker på, at din hund kan få succes. Når hunden er på vej ud for at hente dummien, rykker du lidt bagud, uden at hunden opdager det. Ved næste apportering skal hunden så løbe lidt længere ud end første gang, men da den jo lige har været derude, og da nedfaldsområdet er ”kendt”, så vil det normalt gå uden problemer. Ved at gentage dette kan du strække hundens afstand lidt efter lidt, nærmest uden at den opdager det. Pas dog på med for mange gentagelser i samme træningsgang, men fortsæt med at øge afstanden fra træning til træning. Start hver ny træning på samme afstand eller evt. en lille smule kortere, end du sluttede. Så vil du på kort tid have en hund, der med selvtilliden i orden løber større afstande.

Jeg har selv jagtgoldens, der trænes til jagtprøver og lydighed, og jeg har i lang tid fulgt Emmas træning med stor interesse. Nu sker der jo ikke så meget med hende, men i stedet følger jeg Idas træning. Det er spændende at høre, hvordan andre griber tingene an, og det giver gode ideer til egen træning.

Mvh. Connie
Æ’kke det hæ’li med sånne tilbakemeldinger kanskje – noen som leser og bryr seg? Takk Connie!